Dyrkningsvejledning Irlands klokke
Irlands klokke eller Tragtbæger som den også kaldes, er en af de mest skulpturelle blomster du kan dyrke i din have. Planten udvikler hvide duftende blomster i midten af de skålformede grønne bægerblade. Den egner sig fantastisk i sommerens buketter og de lange limegrønne spir giver buketten karakter. Udover at den er utrolig smuk, så er den også meget holdbar i buketter og den kan også tørres. En blomst med mange fine kvaliteter, men der er en lille udfordring med frøene.
De kan nemlig være lidt besværlige at få til at spire, da de er "kuldekimere". Frø der er "kuldekimere" kræver kulde for at spire og en metode til at opnå det, er at du ligger frøene i fryseren en uges tid inden de skal sås. Vi har afprøvet forskellige så-metoder og nedenfor har vi beskrevet den vi foretrækker og som giver den største spiringsprocent. God fornøjelse🌱
1. Placer 2 stykker køkkenrulle ovenpå et stykke film/vitawrap(se billederne nedenfor)
2. Fugt køkkenrullen
3. Tag frøene ud af fryseren og strø dem ud på halvdelen af køkkenrullen - i marts/april måned.
4. Fold køkkenrullen ind over frøene sammen med Vitawrappen og luk enderne.
5. Læg "pakken" ved stuetemperatur og vent et par uger, så vil frøene begynde at spire mellem køkkenrullen.
6. Tag frøene ud af "pakken" i takt med at de spirer og så dem i små potter med pottemuld.
7. Placer potterne lyst og gerne kølig(16-18 grader) indtil frøene er vokset sig store og klar til udplantning omkring midten af maj måned.