Wildflowers

it´s all about flowers...

Om at så staudefrø

De fleste staudefrø er kuldekimere – dvs. at frøet behøver en kuldeperiode for at spire. Derfor skal de sås i løbet af efteråret/vinteren og opbevares udenfor, hvor de bliver udsat for skiftende temperaturer. Frøene vil så spire i løbet af foråret, når lys- og varmeforholdene er passende.

Du kan så staudefrø i haven hele vinteren og frem til april-maj. Ulempen ved at så direkte i jorden i haven er, at det kan være svært at se forskel på ukrudt og staudefrø, når man begynder at luge om foråret.

Vi sår derfor alle vores staudefrø i såbakker om vinteren på følgende måde:

1. Fyld så- og priklejord i en flad kasse (flamingokasserne fra supermarkedets grøntafdeling er rigtig gode) – sørg for at der er drænhuller i kassen. 

2. Gennemvand jorden og så dine staudefrø på jorden. Som hovedregel skal frø sås i en dybde, der svarer til 1-2 gange deres egen diameter.

3. Stil såkasserne udendørs under et halvtag, i et koldt skur el.lign., hvor jorden kan holdes let fugtig uden at mugne - de behøver ikke lys i denne fase. 

4. Lad kassen stå i kulden hele vinteren – husk at tjekke en gang imellem, at jorden hverken tørrer ud eller mugner.

5. I løbet af foråret vil frøene begynde at spire og så skal de ud i lyset. Stil kassen ud i haven og fortsæt med at holde jorden fugtig – små nye kimplanter tåler ikke at udtørre! Har du sået lidt for tæt, skal der måske tyndes lidt ud, så de enkelte planter har plads til at udvikle sig.

6. Når spirerne har vokset sig store i såbakken skal de pottes om i individuelle potter og vokser videre heri, indtil de kan plantes ud i haven. 

Normalt kan man ikke forvente blomstring på stauder det første år, men jo tidligere man sår, jo større er chancen for en mindre blomstring allerede første år.

God fornøjelse..🌱