Wildflowers

it´s all about flowers...

Dyrkningsvejledning "Ærteblomster"

Ærteblomst … Navnet i sig selv sender tankerne tilbage til min mormors have. Da jeg var en lille pige, tilbragte jeg mange somre på landet hos mine bedsteforældre. Min mormor havde en kæmpe skærehave med masser af blomster og når vi var på besøg fik jeg altid lov til, at plukke små buketter af de duftende ærteblomster, som jeg sirligt arrangerede i små glasvaser. Ærteblomster var en af mine absolut favoritblomster dengang, og er det stadig i dag. 

Har du også gode minder om duftende ærteblomster og drømmer du om ,at dyrke dem i den egen have, så læs med her.

Det er bestemt ikke svært at dyrke ærteblomster, men der er lige et par gode råd jeg gerne vil dele med dig, så du får størst mulig succes med dine Ærteblomster. 


I Danmark, hvor vintervejret efterhånden er relativt mildt, kan Ærteblomster sås om efteråret og overvintre i et drivhus eller udestue. Ærteblomster kan tåle en smule frost, men bliver det rigtig koldt skal de beskyttes. Efterårssåning giver en tidligere blomstring og vores erfaring er, at blomsterstænglerne bliver længere og kraftigere. Det er dog langt de fleste der vælger, at så dem i det tidlige forår, hvilket også er en god løsning.

Vi sår størstedelen af vores ærteblomster i drivhuset omkrign omkring 1. april. Men vi sår også nogle frø direkte i marken i maj måned, hvilket giver en senere blomstring og dermed forlænger vi sæsonen. 

Frøene skal opblødes i vand i 24 timer inden såning. Dette blødgør frølaget og fremskynder spiringsprocessen

Mens frøene er iblødt, skal du fylde dine potter med pottejord. Ærteblomster producerer mange rødder, så brug de dybeste potter du kan finde. Vi bruger "Roottrainers" der er særlig udviklet til planter med dybe rødder, men engangs­­­krus eller toiletruller er også fine, men husk at prikke huller i bunden.

Så frøene ca.1,5 cm dybt og sørg for at vande rigeligt inden du stiller dem lyst, men ikke for varmt - feks. i vindueskarmen på et køligt værelse og hold jorden let fugtig hele tiden, men pas på med at overvande, så rødner frøene.

Når planterne er 10-15 cm. høj og har fået blade, knibes de øverste bladpar af for at få planterne til at forgrene sig. Herefter flyttes planterne ud i et drivhus eller en uopvarmet havestue. Har man ingen af delene, kan de godt blive stående inde, men det er vigtigt at de får meget dagslys.

Planterne skal derefter vokse nogle uger endnu, indtil de midt i maj kan plantes ud i haven eller i store krukker. De kan godt tåle en smule frost, men de første dage anbefales det alligevel at dække dem med nogle avissider eller lignende, hvis der varsles minusgrader. Planterne skal have noget at kravle op ad, et espallier eller andet og efterhånden som de vokser, bindes stænglerne fast til stativet, da de kun i ringe grad selv kan hægte sig fast med deres små gribetråde. 

Ærteblomster elsker vand, og det er afgørende at holde dem vandmættet under varmt vejr, så de ikke tørrer ud. Udover vand, kræver de lidt ekstra forkælelse i form af gødning for at producere mange blomster sommeren igennem. 

Hos Wildflowers graver vi organisk gødning godt ned i jorden omkring 20 cm under de små planter. Når rødderne for alvor får fat og vokser nedad  ligger den  lille "madpakke" klar til dem.

Så snart blomsterne begynder at visne, klippes de af for at undgå, at planten sætter frø. Klipningen forlænger blomstrin­gen betragtelig og derved får du blomster hele sommeren.

Til sidst skal det lige bemærkes, at det ikke er en god ide at dyrke Ærteblomster samme sted to år i træk, fordi jorden bliver "træt" - så vælg et nyt sted til dem næste år.